fredag den 27. januar 2012

Mille crepe





Mille crepe
Selv om det hedder Mille crepe (tusinde pandekager), så er 20 pandekager rigeligt. Jeg vil tro, at 1000 pandekager ville skabe et meget ustabilt tårn, men hvis du er frisk på at prøve, så send mig endelig et billede J
Okay, opskriften tager lidt tid at lave, men det er det værd. De fleste kan godt lide kolde pandekager, særligt med smør og sukker. Det her er lidt anderledes, det er kolde pandekager med vaniljecreme, som er stablet, så det ligner en lagkage.  Der er ret meget vanilje i min opskrift, men det styre du naturligvis selv. Hvis du ikke allerede har hjemmelavet vaniljesukker, så kom i gange, det kræver et glas, sukker og at du stikker en tom vaniljestang i den.  (Samlet arbejdstid omkring 25 sekunder).
Jeg er rigtig glad for de små crepepander med teflonbelægning (24 cm i diamenter) til ca. 50 kr. De er billige, og hvis man kun bruger dem til pandekager, bliver de bedre og bedre med brug, og til sidste glider pandekagen nærmeste selv af panden.
Samlet arbejdstid: 1 time 20 min.

Pandekagedej (20 pandekager):
125 g hvedemel
½ tsk. Bagepulver
¼ tsk. Salt (der skal altså salt i det søde køkken, så lad være med at springe dette over)
1 spsk. Hjemmelavet vaniljesukker, eller en spsk. Sukker, hvis du ikke er til så meget vanilje.
3 dl mælk (kan IKKE erstattes med vand, da vand giver sprøde pandekager, og det er ikke praktisk i denne opskrift)
2 æg
50 gram smeltet smør
Pandekagerne:
Bland de tørre ingredienser sammen. Pisk æg og mælk sammen. Pisk æg-og-mælkeblandingen i melblandingen.  Lad blandingen stå en halv time (jeg er old school og mener, at pandekagedej skal have lov til at stå og samle sig).
Inden du begynder at bage pandekagerne piskes det smeltet smør i dejen.  Varm panden op til middelvarme og hæld en TYNDT lag dej ud på panden.  Det bliver bare mere lækkert med ultratynde pandekager.  Vend pandekagen, når den er stivnet på overfladen og bag den færdig på den anden side, til den er lysebrun. Stabel dem op på en tallerken, og vent til de er kølet af.
Tips: Når du alligevel skal stå og bage så mange pandekager, kan du lige så godt bruge de mange pandekager til at øve dig i at vende pandekagerne i luften. Når du har bagt 3 mille crepe, er du prof, særligt hvis du har brugt den samme crepepande, som efter de mange pandekager vil være blevet meget medgørlig. Dit nyerhvervet talent kan du så brug til at imponere venner og familie med, neste gang der skal serveres varme pandekager med syltetøj.

Vaniljecreme:
5 dl sødmælk
1 vaniljestang
6 æggeblommer
150 g sukker
40 g majsstivelse
Skrab vaniljekornene ud af vaniljestangen, og brug den tomme vaniljestang til dit vaniljesukker. Kom vaniljekornene i en gryde sammen med mælken og varm op til det næsten koger. Pisk æg, sukker og majsstivelse sammen til det er lyst og luftigt. Forsæt med at piske, mens du hælder mælken over. Hæld det hele tilbage i gryden, og varm op til cremen er blevet tyk. Tag cremen af varmen og rør i den jævnligt, mens den køler for at undgå, at cremen trækker skind.

Samling af kagen:
Læg en pandekage på et kagefad. Smør en spsk. vaniljecreme ud på pandekagen og læg en ny pandekage ovenpå.  Det er vigtigt, at man er meget præcis med at lægge pandekagerne lige over hinanden.  Smør endnu en spsk. vaniljecreme ud og forsæt, til der ikke er flere pandekager.
Hvis man vil gøre dette meget fancy, laver man lidt sirup (vand og sukker kogt sammen) og pensler toppen af pandekagestablen, så den er fin og glinser. Lad den stå et par timer, så den har tid til at samle sig.
Bon appetit

Jeg arbejder stadig med at blive bedre til at tage billeder, men lad dig ikke afskrække af mine ringe evner som fotograf, kagen er fantastisk.





1 kommentar: